Islamisk Eftertanke

Og som vi ofte har set, når solstrålen skinner gennem et hul i døren....

Den fantastiske poet HC Andersen er godt nok mest kendt for sine kunsteventyr og sine rejsebeskrivelser, men mig fascinerer han mest af alt gennem sin menneskekundskab og sin evne til at omsætte religiøse tanker til smuk poesi. Følgende linjer er hentet fra et af hans mindre kendte fortællinger; De Vises Sten. Det er en historie om sjæle, der søger meningen med livet ved at drage ud i verden efter den, men som finder den i deres eget hjerte gennem troen på Gud.

På en af sine rejser i historien hører en af hovedpersonerne skiftevist modsatte tankeklange fra hele menneskeheden, og disse gengives i vers:

“Vort jordliv er kun regn og rusk, en nat, hvori vi græde’!”

“Vort jordliv er en rosenbusk med solskin og med glæde.”

“Enhver kun tænker på sig selv, den sandhed er os givet.”

“Der går en kærlighedens elv igennem jordelivet!”

“Det hele her er bitte småt, en vrange har hver side!”

“Der sker så meget stort og godt,som verden knap får vide!”

“Gør nar af alt, le alting ud, le med i hundeglammen!”

“Hold på dig selv, hold fast på Gud, ske så hans vilje, amen!”

Ingen andre end Djævelen i Satans skikkelse dukker op, da hovedpersonen kommer i tvivl om sin egen utilstrækkelighed. Hovedpersonen er blind, men ser alligevel det gode i menneskets hjerte, og det kan Djævelen ikke klare:

“Men det kunne Djævlen ikke finde sig i; han har nu mere end titusinde mands forstand, og så fandt han på at hjælpe sig. Han gik til sumpen, tog bobler af det rådne vand, lod syvdobbelt ekko af løgnens ord runge hen over dem, for det gjorde kraftigere; han stødte i pulver betalte hædersvers og løgnagtige ligprækner, så mange, der var at finde, kogte dem i tårer, som misundelsen havde grædt, strøede ovenpå sminke, skrabet af en gusten frøkenkind og skabte heraf et pigebarn i skikkelse og bevægelse, som den blinde, velsignelsesrige pige, “inderlighedens milde engel,” kaldte menneskene hende, og så havde Djævlen spillet gående.”

Heldigvis ender historien godt med nogle af HC Andersens smukkeste beskrivelser af den ro, der indfinder sig i hjertet, når man ihukommer Gud:

“Og som vi ofte har set, når solstrålen skinner gennem et hul i døren ind i den støvdampende stue, at der da drejer sig en skinnende støvsøjle, således, men ikke plump og fattig som den, selv regnbuen er tung og ikke kraftig nok i farver mod den skue, som viste sig her, således løftede sig fra bogens blad, fra det lysende ord tro, hvert sandheds korn med glansen af det skønne, med klangen fra det gode, strålende stærkere end ildsøjlen, i natten, da Moses drog til Kanaanslandet; fra ordet tro gik håbets bro til alkærligheden i det uendelige.”

HC Andersens meget veludbyggede billedsprog synes at springe direkte ind i hjertet på sin læser, og det er helt klart, at sandhedens korn – de vises sten – er et metafor for troen på og kærligheden til vores Skaber, der formår at give liv til os alle og til alt, som omgiver os. Vi leder efter de Vises Sten i alle skabelsens hjørner, tager ud i verden og søger uden at finde; undervejs ser vi både godt og vi ser skidt, oplever godt og oplever skidt, men vores mål bliver ikke opfyldt, før vi vender os mod sjælens inderste kammer og finder Gud. For som det står i Koranen: “Sandeligt gennem ihukommelsen af Allah, finder hjerterne hvile.”

Islamister. Ekstremister. Moderate muslimer. Radikale muslimer.

Både det kære og det mindre-kære barn har som bekendt mange navne, og som sproglige muldvarpeskud efterlader disse hyppigt brugte udtryk den politiske græsplane på en ikke særlig køn måde. Omvandrende debattører og meningsdannere falder nemlig over dem fra tid til anden, og de ødelægger oplevelsen af at komme omkring på sikker vis.

Derudover er sproglige muldvarpeskud tegn på yderst undergravende virksomhed, hvor mørke tunneler bugter sig under os i alle retninger, og truer i værste fald med at underminere fundamentet for samarbejde og dialog.

Allerede de gamle ægyptere mente, at ord havde en magisk måde at påvirke virkeligheden på. Ved at bruge ord, kunne man forhekse en person, dræbe en farao, tvinge et land i knæ. De sølle 140 bogstaver på Twitter kan starte revolutioner og bringe diktatorer til fald – det har vi været vidne til det sidste turbulente år. På denne måde kan man måske godt sige, at ord kan være ganske farlige, både hvis de bruges korrekt, men også hvis de misbruges. I det populære spil Wordfeud kan man endda få flere point, hvis man sætter et M foran O R D. Hvad mon de gamle ægyptere ville have sagt til det?

Ytringsfriheden er med sin magtfulde en grundlovssikret rettighed i Danmark og bør være det i resten af verden, men måske på samme måde som man i USA har en grundlovssikret rettighed til at bære våben. Ord og våben kan nemlig stort set det samme: enten sikre et menneskes frihed eller koste et menneske livet. Nogle gange udviskes forskellen ganske betydeligt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at ord kan spille en betydelig destruktiv rolle, længe før det første skud bliver løst. Med ord kan vi beskrive, bedømme, fordømme, ekskludere, skabe fjendskab og retfærdiggøre det første angreb. Vi har i historiens løb endda midt i Europa flere gange indenfor det sidste århundrede oplevet og set ord spille på hadets instrumenter, længe før voldens koncert kom i gang.

Da befolkningen i flere arabiske lande igangsatte oprør imod deres regeringer, kaldte vi i Vesten dette oprør for ”Arabisk Forår”, fordi vi ønskede, at der var gode hensigter forbundet med oprøret. Politikerne, også i Danmark, væltede over hinanden for at forsikre journalisterne, at de arabiske masser ønskede ”demokrati” og ”sekularisme” efter vestligt forbillede. Få måneder inde i den ”Arabiske Sommer” kom så de første ”advarsler” imod ”islamisterne”, især i forbindelse med de første demokratiske valg i Tunesien og Egypten. Mellemøst-eksperterne på dansk TV måtte forklare, hvorfor befolkningen i Cairo og Tunis pludselig ønskede ”islamisterne til magten”. Underforstået: islamisterne er dem, vi helst ikke vil se ved magten, for de er jo ”ekstremister.”

Det må jo i så fald gøre Mubaraks eller BenAlis regimer til ”moderate” – eller hvad? Og pludselig kunne man i forskellige TV-udsendelser og debatartikler i aviserne læse om, hvorfor vi i Danmark og i resten af Vesten måske burde støtte de ”moderate kræfter blandt islamisterne”. Pludselig taler man om, at der også blandt det Muslimske Broderskab (læs: ekstremisterne) kunne findes samarbejdspartnere til at varetage vestlige interesser; det var de ”moderate islamister”. Mens man stadigvæk ikke vil samarbejde med de ”ekstremistiske islamister”.

Da Københavns Borgerepræsentation i juni 2011 holdt møde om kommunens strategi for antidiskriminationsindsatsen, nægtede bl.a. den københavnske borgmester Lars Aslan Rasmussen (A) at støtte et protokolforslag, som Borgerådgiverudvalget havde stillet om at samarbejde med bl.a. Muslimernes Fællesråd omkring oplysning om og bekæmpelse af diskrimination i Københavns Kommune. Lars Aslan Rasmussen skrev i protokollen: ” Jeg, Lars Aslan Rasmussen stemmer imod indstillingen, da jeg ikke mener, at det er i orden, at Muslimernes Fællesråd medvirker i en kampagne imod diskrimination…desuden mener jeg, at man bør søge mere moderate samarbejdspartnere i det muslimske miljø i Danmark.”

Et andet medlem af borgerrepræsentationen, Finn Rudaizky (O), tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Forleden deltog jeg i et offentligt møde på selvsamme Københavns Rådhus, hvor en feministisk organisation havde indkaldt til debat om muslimske kvinders rettigheder på det sociale område. Som muslimer skal vi ikke være blind for, at nogle af vores medsøstre oplever social diskrimination fra fx deres ægtefællers side (hustruvold eller skilsmisser). Men når den muslimske minoritet i egne rækker forsøger at råbe politikerne op omkring problematikken, sådan som det skete i efteråret 2011, da bl.a. imam Abdul Wahid Pedersen gjorde opmærksom på problemet og kom med et løsningsforslag, blev de fra muslimsk side stillede forslag afvist af de etablerede politikere med henvisning til ”islamisme” – der blev brugt ord som ”parallelsamfund” og ”shariahdomstole”. Feministerne på det møde, jeg deltog i, bekræftede hinanden verbalt i, at imamer aldrig nogen sinde måtte få indflydelse på samfundets drift og udvikling.

Løsningsforslaget fra de danske imamer druknede i en regn af fordomsfyldte ord og begreber; men der blev ikke stillet et andet løsningsforslag som modvægt. Når man er uenig er det jo lettere at dæmonisere sine debatmodstandere gennem verbale mærkater opfundet til lejligheden, frem for at forholde sig både sagligt og praktisk til det, der egentligt bliver debatteret.

Når danske muslimer, også imamer, udviser samfundsansvar og samfundsinteresse og blander sig i den offentlige med ønske om at bidrage til at skabe et bedre samfund, er det ganske almindeligt, at man fra den modsatte side bruger ord som var de jagtgeværer og plaffer samfundsbevidste mennesker med meningers mod ned i en regn af formstøbte begreber som ”islamister og ekstremister”.

De muslimer, der siger det, som modparten gerne vil høre, bliver belønnet med ”moderat”-medaljen. Glemt er alle nuancer, den højtbesungne individualisme og det objektive debatklima, ind med de kategoriserende muldvarpeskud, som kan vælte enhver muslim, der vover at løbe omkring på den politiske græsplæne. Der er ingen faste kriterier for ”moderat” eller ”ekstremist”; det er udtryk, som man kan skyde med spredhagl alt efter situation og politisk agenda, og dermed risikerer man at skyde sig selv ganske gevaldigt i storetåen.

Denne politiske kategorisering gavner hverken anti-diskrimnationsarbejdet, den politiske udvikling af det arabiske forår eller muslimske kvinders sociale situation i Danmark. Denne form for radikaliserende kategorisering  polariserer grupper i samfundet og umuliggør eller i bedste tilfælde vanskeliggør det fælles samarbejde, som er basis for al udvikling i et samfund.

De af os, som deltager i den offentlige samfundsdebat bør prøve som minimum at definere de kriterier, vi lægger til grund for en beskrivelse af modpartens hensigter. Det åbner for en konstruktiv debat, og frem for alt hjælper det os at fokusere på de positive egenskaber, som vi gennem brugen af faste kriterier kan identificere og støtte op om, i stedet for at skubbe folk fra os gennem negativ polarisering af vores egne frustrationer og bekymringer.

Ordet er frit, og Gudskelov for det. Blot skal vi bruge ord for at holde sammen på samfundet, og ikke bruge ord til at grave tunneler under samfundets fælles fundament. For så ender vi alle sammen med at styrte i dybet, helt uden revolution, når det engang bliver forår i Danmark. Når alt kommer til det hele, så er ord i sidste ende blot ord, indtil nogen giver dem mening.

Dansk Islamisk Center er åbnet i København

I sidste måned åbnede i al stilhed et dansk center for islam. Centret kaldes Dansk Islamisk Center (DIC) og har til huse i Baggesensgade 4C centralt lige ved Søerne. Centret er det første af sin art i Danmark, hvor alle aktiviteter foregår på dansk og med den hensigt at formidle islam på dansk for en samlet befolkning af både muslimer og ikke-muslimer i Danmark.

Mange mennesker i Danmark har fået  deres viden om islam fra medierne eller skoleundervisningen; især de yngre generationer. Medier og undervisning giver dog  sjældent et retvisende og udtømmende billede af hvad islam reelt står for. Det er derfor vigtigt, at danske muslimer for det første åbner dørene til moskeerne, hvor den kollektive religiøse praksis finder sted, men mindst lige så vigtigt er det også, at viden om islam bliver formidlet i øjenhøjde, og at man åbner en engageret debat med de nysgerrige ikke-muslimske gæster/tilhørere.

Dansk Islamisk Center’s aktiviteter er derfor koncentreret om ovennævnte områder. Udover informationsarbejdet i centrets egne lokaler på Nørrebro i København vil DIC bistå moskeer og muslimske foreninger på landsplan, således at denne åbenhed kan blive et landsdækkende fænomen.

Med åbningen af DIC træder islam fra en eksistens som udefrakommende religion ind i en mere forankret tilværelse som en del af den dynamik, som holder Danmark sammen og som bringer det danske samfund videre ud i fremtiden.

Et af DIC´s faste aktiviteter er at afholde fredagsbønnen hver uge, hvor prædiken afholdes på dansk. Udvalgte prædikener er allerede optaget på video og ligger online for alle på centrets hjemmeside. På centrets hjemmeside kan man også finde video-  og audio-optagelser af prædikener på dansk helt tilbage til tiden, hvor DIC endnu hed Moskeforeningen København, og fra før den tid indtil år 2002, hvor traditionen med at afholde fredagsprædiken på dansk begyndte. Prædikener (de såkaldte khutbah) er en integreret del af den muslimske fredagsbøn, og i prædikenerne tager man udgangspunkt i både spirituelle aspekter såvel som de mere praktiske aspekter af islam i en dansk kontekst.

Nedenfor en smagsprøve på den første fredagsprædiken i 2012 afholdt den 6. januar, og som handler om kærlighed til Gud, profeten og til menneskeheden:

Allerede nu får centret besøg af mange skoleklasser og andre interesserede grupper, der ønsker at høre mere om islam i en dansk kontekst og overvære fredagsbøn eller indgå i dialog med centrets brugere. Man kan booke et besøg på centret eller bestille et foredrag ved at klikke her.

DIC er et brugerbetalt center, hvor økonomien er baseret på de enkelte brugeres velvilje til at støtte op om centret og dets aktiviteter. Hvis man skulle have lyst til at blive medlem af DIC eller blot støtte centret økonomisk, kan man tilmelde sig her ved at udfylde og indsende en betalingsaftale.

Igennem mange år har jeg været interesseret i islamisk science fiction og har også tidligere beskrevet genren samt givet henvisninger til b’ger og film med islam-relateret science fiction islæt. I de sidste par år er genren for alvor vokset i det store udland; så sent som for nogle måneder siden afholdtes der en velbesøgt  islamisk science fiction konference i Texas, USA, hvor også ikke-muslimer dyrkede science fiction med muslimsk islæt.

Også i Danmark er der interesse nok for fænomenet. Den danske science fiction scene afholder årlige novellekonkurrencer, hvor jeg ofte deltager, og det er også lykkedes mig at vinde to af dem ved at krydse H.P. Lovecrafts dystre univers med en formanende muslimsk historie om hvordan alkohol kan påvirke fremtidens rumkolonialisering i en meget uheldig retning. Abdul Alhazred og hans Nekromonicon lever videre gennem tastaturets kreative verden i bedste velgående.

Men hvad går islamisk science fiction egentlig ud på?

Lad os tage science fiction-delen først. Science fiction betyder i mit univers spekulativ videnskab, og dermed inkluderer jeg også fantasy-genren i denne definition. Men kan man overhovedet spekulere i videnskaben set fra et islamisk, religiøst udgangspunkt?

Ja, for islamisk science fiction kan stadigvæk underholde og reflektere omkring videnskaben og tilværelsen ud fra islamiske og muslimske tankegange. sålænge denne spekulative kreativitet ikke modsætter sig islamiske dogmer. Islamisk science fiction kan også blot være “normal” science fiction, hvor hovedpersonerne er troende eller praktiserende muslimer, eller hvor handlingerne foregå i et muslimsk univers; dette kan sagtens også være kulturbetinget. En science fiction historie kan sagtens foregå i fx. Mekka.

I Koranens sura al-Rahman kan man i vers nr 33 læse følgende visdom: “Oh I folk af jinn og mennesker! Hvis I kan gennemtrænge himlernes og jordens grænser, da gennemtræng dem, men I kan ikke gennemtrænge dem uden Vores vilje.” (55:33)

Med Allahs tilladelse kan mennesket (og jinn!) rejse gennem verdensrummet, og Allahs tilladelse består bl.a. gennem viden og tilegnelse af viden.

Koranen fortæller os også historien om de syv mennesker og den ene hund, der søgte tilflugt i en hule, hvor de faldt i søvn for at undslippe tidens forfølgelser. Da de efter flere århundreder vågner og tager ud i verden, finder de den fuldstændig forandret. Historie om syvsoverne i hulen indeholder alle de klassiske grundlag for en god science fiction historie: suspenderet animation, lang levetid, tidsforskydning og fremmedgørelse.

Koranen beskriver også flere paralleluniverser; mennesket lever ikke alene i denne verden. Blandt Allahs skabninger er også de såkaldte væsener af ild uden røg eller lysende materiale jinn, som lever iblandt os. Nogle jinn er muslimer og tilbeder Allah; andre jinn er vantro skabninger, men de har deres egne strukturer, boliger og lever deres egne liv lige midt iblandt os,uden at vi normalt kan se eller mærke deres tilstedeværelse. Væsener af ren energi – eller af ild uden røg – og deres interaktion med os mennesker kunne være oplagte temaer i en islamisk science fiction historie.

Jeg tænker tit på, hvordan en muslimsk rumrejsende ville praktisere sin religion om bord på et interstellart rumskib eller i en kunstig biosfære på en kolonialiseret Mars-planet? Eller hvordan fremmede væsener på andre planet ville tage imod islam og praktisere denne, hvis man ikke lignede mennesket – fx. hvad nu hvis et rumvæsen med et andet køn end mand/kvinde konverterer til islam? Hvordan vil Mekka se ud i år 2350? Vil folk en dag valfarte til Mekka fra fjerne galakser for at opfylde islams femte søjle? Kunne man forestille sig et interstellart kalifat?

Nogen vil måske sige, at islamisk science fiction er spild af tid, at det måske ikke er hensigtsmæssigt at spekulere over Mekka om 200 års tid, når vi alligevel ikke vil være til stede i år 2350. Men til det vil jeg kun sige, at mennesket er skabt med det påbud at søge viden, og hvorfor stoppe i Kina, når man kan se Andromeda-galaksen i sin kikkert om natten? Man søger ikke kun viden gennem induktive forsøg eller videnskabelig forskning; menneskets intellekt udvikler sig også gennem poesi og refleksion, og jeg kan godt lide at reflektere ud fra den vidunderlige inspiration, som Koranen og Profetens sunna giver mig.

Man kan læse mere om islamisk science fiction og læse udvalgte muslimske science fiction-historier fra hele verden på http://islamscifi.com/

"Vi er født til at være tørstige og bevæge os i retning af vandet."

Indenfor islam spiller bønnen en stor rolle; det er selve grundlaget for menneskets skabelse, og jeg har skrevet om bønnens velsignelser og de åndelige fordele af bønnen flere steder på bloggen og andetsteds. I dag vil jeg derfor sætte fokus på den rituelle afvaskning, som er en af betingelserne for, at bønnen regnes for veludført og bliver accepteret som bøn.

De forskellige islamiske lovskoler har beskrevet fremgangsmåden på forskellige måder, hvad de små detaljer angår, men er enige om, at den ritualle afvaskning kan foregå på to måder: med vand  – så kaldes det wudu; eller uden vand – så kaldes det tayammum.

Rituel afvaskning med vand foregår i det store og hele ved, at man under rindende vand vasker sine hænder, sin mund, sine næsebor, sit ansigt, sine underarme, sit hår og sine ører og til sidst sine fødder. Den ritualle afvaskning uden vand foregår ved at man slår sine håndflader imod en fast, naturskabt flade (fx. klippesten eller jord) og derefter stryger sine underarme og hænder og sit ansigt.

Udover den korte rituelle afvaskning, er det også i visse tilfælde påkrævet af den bedende muslim, at han eller hun har foretaget en fuldstændig afvaskning af kroppen før bøn, kaldet ghusl. Man behøver ikke nødvendigvis at foretage en ritual afvaskning hver gang, man skal bede; det afhænger af den fysiske tilstand, man befinder sig i. Fx. skal man udføre rituel afvaskning, hvis man har været på toilettet eller er faldet i søvn siden den sidste bøn, men hvis man fx. hverken har sovet eller været på toilettet, er man stadigvæk i en “afvasket” tilstand og behøver ikke at vaske sig igen. De specifikke regler for hvornår en ritual afvaskning bliver ophævet og skal gentages, er beskrevet i de fire store islamiske lovskolers regelsæt.

Hvad er da hensigten med den ritualle afvaskning?

Vandet skal naturligvis bruges til at rense sine hænder, sine fødder og sin krop fra dagligdagens urenheder, så man kan fremstå nogenlunde ren foran sin Skaber under bønnen. Men hensigten med ritual afvaskning er meget bredere end bare “rengøring” af kroppen, fordi der jo som ovenover forklaret også tillades en symbolsk afvaskning uden brug af vand.

Den rituelle afvasknings bevægelser foretages i flere dimensioner, også i en metafysisk dimension. For eksempel har Allahs sidste budbringer (Allahs fred og velsignelser med ham) sagt: “Når en troende vasker sit ansigt for renheden, vil alle de synder, han har begået vaskes af ham sammen med det faldende vand. Når han vasker sine hænder, vil alle de synder, han har begået med hænderne, falde af ham sammen med den sidste dråbe vand. Når han vasker sine fødder, vil alle de synder, han har begået med sine fødder, falde til jorden med dråberne, med det resultat, at han vil være renvasket for sine synder.” (Muslim)

Og den muslimske filosof al-Ghazali har sagt: “Den, der fornyer sin rituelle afvaskning; han fornyer sin tro.”

De bevægelser en troende foretager sig under den rituelle afvaskning, vil minde ham eller hende om at dette er en forberedelse til bønnen; vi bliver mindet om, at intet i denne verden er virkeligt eller hænger fast ved os. Alt kan vaskes af, og vi kan opnå en renhed, uanset hvor snavsede vi har været og uanset omstændighederne omkring os. Når solens stråler under den mørkeste tordenbyge rammer vandet i atmosfæren, spejles alle de smukke farver i en kæmpemæssig regnbue, der strækker sig tværs over horisonten; også i den kristne tro er regnbuen symbol på Allahs barmhjertighed; gennem vandet får skabningerne vist den kærlighed, som Skaberen nærer for det skabte. Gennem naturlig afvaskning, forvandles mørket til skønheden; med den sidste regndråbe vokser regnbuen frem på himlen.

Vandet er ikke kun et redskab til at ihukomme denne verdens midlertidighed og Allahs barmhjertighed, men vandet er også en del af os selv og en del af selve livets byggesten. Når vi udfører pilgrimsrejsen til Mekka, løber den troende 7 gange mellem bjergene Marwa og Safwa som en symbolsk gestus, der ihukomme Hajars løben efter vand til sit barn. Hvad vi i virkeligheden løber efter, er Allahs velvilje og nåde; det er barmhjertigheden vi higer efter, og som i bruger for at rengøre os før vores daglige samtaler og knæfald foran Ham.

En af de sidste verdslige handlinger, vi oplever i denne verden, er når vores krop blive vasket, før den lægges i graven; vel at mærke hvis dette er muligt og er blevet forudbestemt gennem Allahs vilje.

Når Allahs budbringer (Allahs fred og velsignelser med ham) siger til sine følgesvende, at synden forlader vores krop med den sidste dråbe vand, så fortæller han os på et andet plan end det umiddelbare, at synden forlader os gennem Allahs nåde, hvis vi søger den og anvender den.

Og når al-Ghazali skriver, at det er en fornyelse af troen at forny sin rituelle afvaskning, mener han, at vi gennem en hensigtsmæssig vilje til at rense os selv og forberede os til bønnen, ihukommer vores Skaber – og det er jo igennem ihukommelsen af Allah, at hjerterne (sjælen) finder ro.

De levende har muligheden for at vaske os selv igen og igen, men når man er død, vil afvaskningen udføres af dem, vi har ladt tilbage. Ved dødens indtræden, er det eneste i denne verden, vi kan tage med os, vores gerninger, vores hensigter og den velvilje og tilgivelse, som vi har efterladt til de levende, og hvis bønner og velvilje kan hjælpe os gennem gravens rejse til det Hinsides.

Som ufødte kommer vi ind i dette liv omgivet af vand, og vi har brug for vand til at klare os gennem livet. Den muslimske digter Jalaleddin Rumi beskriver dette ved at sige: “Vi er født til at være tørstige og bevæge os i retning af vandet.” Den troende muslim higer efter Allahs nåde og efter Allahs tilfredshed; det er forprogrammeret i vores krop og i vores sjæl. Vi bliver mindet om dette, hver gang vi skal møde Gud gennem vores  bøn. Alt dette symboliserer den muslimske afvaskning.

Vand som metafysisk symbol for en guddommelig nåde er ikke fremmed for islam; man finder det ofte indenfor islamisk poesi og indenfor islamiske allegorier. Fx i dette nedenstående islamiske digt:

Ya Rabb, lad vandet bære mig videre,

Lad det levende vand bære mig videre,

til det sted, hvorfra jeg kom.

Ya Rabb, lad vandet lære min sjæl at flyde,

lad mig synke til bunden af hjertet,

for at finde indsigtens ocean.

Ya Rabb, lad Dit vand nå mig,

som dråber eller som bølger,

eller som regn på min vej.

Ya Rabb, lad min sjæl krydse livets vand,

gennem vandets bevægelser,

gennem vandets dybder,

lad vandet føre mig ad bønnens flod

til Din dør.

For hvad er livet andet end en tåre

i øjet af evigheden?

I en nylig debat er jeg blevet præsenteret for begrebet “sekulær påklædning” - altså sådan noget, som tjenestefolk på statslige lønningstrin efter manges mening burde iklæde sig, når de varetager indgribende erhverv overfor borgerne i Danmark.

Det kunne være som dommer  i en byretssal eller som betjent på jagt efter pengetransportrøvere på Vestegnen.

Problemet er, at jeg ikke rigtig kan forstå, hvad “sekulær påklædning” er – ikke mindst set i lyset af, at de folk, der ynder at fremsætte krav derom, faktisk i praksis taler om en “sekulær afklædning” – men lad os ikke hænge fast i semantik.

Debatten handler jo som oftest om muslimske kvinders adgang til visse af disse statslige tjenestemændserhverv; man har jo for ikke så lang tid siden vedtaget en lov om “forbud imod religiøse symboler” i retssalene, hvorved målet for denne lov naturligvis var at afskære troende muslimer fra at svinge med hammeren. Argumentet fra de partier, der i sin tid fremsatte og gennemførte lovforslaget, gik ud på, at borgeren (skatteyderen) ikke skulle komme i tvivl om, hvorvidt en dommer repræsenterede en danske stat eller den lokale moské.

Min erfaring er dog, at både den tiltalte og hans eller hendes advokat(er) i en retsal har deres fokus et helt andet sted end på en dommers tøjstil, og endnu mærkeligere var det, at hverken Dommerforeningen, DJØF eller Advokatsamfundet havde oplevet det som et problem en eneste gang, og jeg tvivler på, at en bankrøver liggende i håndjern på asfalten vil være meget optaget af, at den betjent, der har fanget ham, har tørklæde om hovedet eller ej, men lad os ikke hænge os i politisk logik, men blot fortsætte min søgen efter “sekulær påklædning”….

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, hvis nu dommeren var en troende muslim med et lidt længere skæg end lige det, som B.S. Christiansen eller Frederick Fetterlein har anlagt….i nogle lande kan et skæg jo også blive taget til udtryk for noget “religiøst”; den arme tiltalte og hans/hendes advokat kan dog ikke vide, om dommeren er græsk-ortodoks, jøde eller salafimuslim, så denne diskussion fører heller ingen vegne. Hvad ville man ellers gøre fra lovgivers side? Anholde dommeren og spærre ham i fængsel – så risikerer man jo bare, at skægget vokser endnu længere…

Tilbage til den “sekulære påklædning” – her gik jeg og troede, at tøj ikke havde nogen religion, men det er åbenbart legitimt at også en jakke eller et par bukser skal nyde godt af religionsfriheden i dagens Danmark, hvis jeg forstår begrebet ret.

I henhold til dansk ret må staten ikke registrere borgerne efter deres religiøse tilhørsforhold, så hvordan kan man vide, om et tørklæde “er” islamisk? Eller i det mindste, at den kvinde ,der bærer tørklæde, er muslim???

I og med at al tøj jo sender signaler om den person, der bærer det, må man spørge sig selv, om det ikke er bedre at gøre som i Nordkorea eller Mao´s Kina; nemlig iklæde alle offentlige tjenestemænd mørkeblå kedeldragter og sorte skål med stofsål – problemet er bare, at begge dele jo helt klart er gammelkommunistiske symboler, så det går nok heller ikke.

Hvornår er en jakke eller et par bukser eller en kjole egentlig “sekulær”?? Når der ikke er påtrykt davidsstjerner, små kors eller halvmåner som mønster, men er fuldstændig ensfarvet? Skal vi til at finde målestokken frem og optegne alt i radius og længde og indføre det i et skema, så når fx. en dommer møder op på arbejdet med en jakke over sin kjole, så kunne man måle efter og sammenligne det med et skema og sige: “Duer ikke! Klæd dig om i Kabine 5!”
Af samme grund har mange tjenestemandserhverv fået designet uniformer! Dommere tager deres kappe på i retten og soldaten sin camouflageuniform på i felten – soldater iklædes også en gang imellem slør, ikke at forveksle med det muslimske slør

Mht en uniformering, så skal den jo være ens for alle, men det forhindrer jo ikke en kvinde i at tage BH på indenunder skjorten, så hvorfor ikke også tørklæde under kasketten? Forstår bare ikke, hvordan en BH kan være “sekulær”, mens et tørklæde er “religiøs” – begge dele værner jo om en kvindes blufærdighed. Kvinder i militæret har nemlig af staten fået valgfrihed mht BH som del af en uniform, så hvorfor ikke også med en “hår-BH”?

Kvinder og mænd ejer (heldigvis) endnu deres egne kroppe, og det er jo i grund og bund en beskyttelse af de enkelte frihedsrettigheder, at staten ikke må afklæde folk, hvis nogen føler sin blufærdighed krænket. Hvordan ville en politibetjent føle sig, hvis justitsministeren pludselig dukkede op og hev bukserne af ham? Det ville da slet ikke være til at finde ud af.

En kvinde kan dække sit hoved og sin hals af mange grunde; det kan være hun har tabt håret under en kemoterapi, eller hun har udslet på halsen, eller noget helt tredje, men under alle omstændigheder rager det jo ikke offentligheden, hvordan en kvinde ser ud over panden eller under hagen. Jeg tvivler på, at en tiltalt vil ånde lettet op, hvis en kvindelig dommer viser sit hår; som sagt har han eller hun helt andre ting at bekymre sig over, når man står foran i en retssal.

Jeg har spurgt mange mennesker, hvordan “sekulær påklædning” ser ud; men ingen kan give mig et entydigt og klart svar – så vi må ikke være frustreret over, at staten heller ikke kan finde ud af det, men vælger at vedtage Mickey Mouse-lovgiving om “religiøse symboler i retterne”, som ingen praksis betydning har haft eller har.

Men måske kan mine læsere her på bloggen hjælpe mig?

Ligesom kristne har salmer, findes der også i islam et kæmpestort repertoire af islamiske sange, der reflekterer over Gud, Hans skaberkraft og de to liv, vi mennesker skal gennemleve. Men modsat kristne salmer, så synger man hos muslimer ikke salmer i moskeen (det kan man godt, men det er ikke en del af bønnens liturgi) – derimod synger man ofte islamiske salmer (kaldet anasheed) sammen med andre til ihukommelse og lovprisning af Gud og Hans sidste sendebud (må Allahs fred og velsignelse være med ham).

Og ligesom hos de danske salmer, så findes der både klassiske og moderne islamiske salmer; med og uden ledsagende musik. Om musik i islam kan jeg henvise til den velskrevne artikel Musik og Sang i Lyset af Islamiske Principper af den norske muslim Basim Ghozlah.

En meget indtryksfuld islamisk salme er Ahmed Bukhatirs “´Taleb al´Ilm” som på dansk betyder “Den, der søger Viden”.  Salmen er speciel i sit indhold, da den ikke er nogen traditionel hyldest eller lovprisning, men reflekterer derimod over hvilken viden, vi søger i vores liv; her menes der naturligvis den åndelige viden og indsigt, som mange troende leder efter livet igennem.Det lyriske jeg i sangen er en fattig studerende, der ikke vil vide af denne verden men søger den næste, men som har brug for sine medmennesker til at støtte op om sin søgen.

Ahmed Bakhatir er en sanger fra de Forenede Arabiske Emirater, der som så mange andre muslimske salmesangere startede med at recitere Koranen som barn og senere som voksen begyndte at optræde med salmesang til glæde for alle os andre, der lytter til den slags. Med lidt held vil han måske en dag også optræde i Danmark.

Nedenfor findes videoen med den smukke salme og en dansk oversættelse af teksten, der bliver sunget.

Gennem indsigt, frem for moral,
opnår du den højeste rang.
Lev livet som de lærde lever det,
og læs i mange bøger.

Vær altid ydmyg
og pral ikke med din familiære baggrund,
det er tilstrækkeligt,
at man træder ud af menneskehedens verden
med en ædel byrd

Ja, jeg er forældreløs
stræbende efter det fuldendte
og jeg har ikke penge til
at tilfredsstille mine behov

Hvem vil omfavne mig og give mig?
Jeg ønsker, at jeg havde en stjernes plads
og at være en lærd,
thi lærdom er Profetens arv

Oh brødre, jeg havde tillid til jer
I er Arabiens arvtagere
Kom og støt en, som søger viden
og som spørger jer.

Giv ham, hvad han har brug for,
Er der noget bedre end at lære et barn?

(Indlægget om de to muslimske begreber zuhd og fana vil komme lidt senere.)

I mellemtiden blev jeg inviteret af Københavns Politi til et dialogmøde i forbindelse med PET´s seneste rapport om hadforbrydelser i Danmark. Jeg deltog kun få minutter, før jeg blev nødt til at forlade mødet, men jeg fik en kopi af rapporten med mig, og jeg brugte en del af min aften til at reflektere over hadet.

Der forekommer heldigvis ikke mange hadforbrydelser i Danmark, men de, der forekommer, er alvorlige nok. Hvad er forskellen mellem almindelige forbrydelser og hadforbrydelser, vil nogen nok spørge. Det gør jo lige ondt på offeret begge gange, så hvorfor er der behov for at definere nogle af de kriminelle overgreb som særlige delikter?

Svaret er naturligvis, at hadforbrydelser er langt farligere for vores fællesskab som mennesker end de sædvanlige overfald efter en våd bytur eller røveri for pengenes skyld. Hadforbrydelser er som udgangspunkt ikke rettet mod en enkelt person for vedkommendes egen skyld, men imod en person, der ses som repræsentant for en gruppe af mennesker, man ikke ser som mennesker.

Hvad enten man overfalder folk pga deres hudfarve, religion eller baggrund, så er hadet med i det hele. Hadet er som et bål, der brænder og løber løbsk, og som næres af fremmedgørelsens vind.

Vi bryster os af, at Danmark reddede en masse jøder under besættelsen. Vi vil så gerne sige: vi deltog ikke i hadet; vi var anderledes. Men som Jakob Holdt engang formulerede det, så lever racismen og ikke mindst hadet i os allesammen. Vi har alle potentialet for hadforbrydelser i os, og vi må ikke begå den fejl, at vi kun får øje på ondskaben hos de andre.

Hadet starter ikke i koncentrationslejrene eller med folkemordene; hadet starter i det små som en ulmende glød. Den næres af de tanker, vi får, når vi hader for en god hensigts skyld. Når vi glemmer barmhjertighedens budskab, fordi vi føler vores egen retfærdighed trådt under fode; så bliver det nemt at hade. Vores hjerter udhules ganske langsomt af denne arrogance, og til sidst mærker vi ikke engang glimtet af den tåre, der løber ned ad hadeobjektets kind, for den spejler sig i vores eget bål af had.

Hvor tit har vi ikke gjort andre uret med den overbevisning, at vi gjorde det “rette”?

Hvor tit har vi ikke skubbet gode mennesker ud i kulden fra vores egen bålplads, som vi beskyttede med vores egen selvtilstrækkelighed. Han eller hun kan selv have været ude om det; vi lukker dem ude med vores kulde, mens vi varmer ryggen på hadets bål. Vi mærker hadets varme og tager fejl af dens flammer, men vi har ikke ilden under kontrol.

Udadtil er vi selvgode, mener at gøre det rigtige, og vi bekræfter hinanden i, at de andre eller den enkelte, som det går ud over, sikkert er ude om det selv, måske i form af tidligere handlinger, ytringer, væremåde, udseende. Det betyder ikke noget hvorfor. Had kræver intet visum, men har adgang til vores hjerter gennem vores egne døre, der står åbne.

Det er prisværdigt, at Københavns Kommune samarbejder med en række organisationer om at bekæmpe hadforbrydelser. Vi tager alle afstand fra racisme og diskrimination – tror vi. Men der er andre hadforbrydelser; de ser meget mindre ud end folkemord eller racisme.

Det er de små hadforbrydelser som fx. tavshed, hvormed vi dræber hinandens hjerter i den tro, at vi redder dem fra samtalens ulemper.  Eller for eksempel den underlige kollega, hvis handlinger vi ikke altid forstår, men som vi tåler for fællesskabets skyld, sålænge vi ikke selv behøver at tage ansvar. Eller den dumme buschauffør, som vi giver fingeren, fordi han ikke kan komme hurtig nok gennem trafikmylderet ved den nyligt lukkede Nørreport station. Eller den person, vi ikke vil sidde ved siden af, fordi vi ikke regner ham eller hende for at være gode nok at sidde ved siden af.

Had starter som en glød, og ikke som et bål. Hver gang hadet får os til at fjerne os fra vores medmennesker, hvad enten dette sker gennem åndelige eller gennem konkrete kanaler; vi fjerner os, isolerer hinanden, bliver til fremmede over for hinanden og så er der ikke langt igen til generalisering, fjendebilleder og til sidst dæmonisering. Dæmoniseringen er det sidste skridt, man tager for hadets skyld. Efter det, er der kun de indre dæmoner at slås med, for så har vi mistet vors hjerter, og i stedet for hjertet, har ilden taget dets plads.

Had er en kold ild, akkurat som tavsheden er kolde ord. Begge dele er farlige for os.

Hadforbrydelsernes kim er sået inde i vores egen sjæl. Gennem vores tavshed vokser hadet, flammer op, brænder videre, udvikler sig, indtil bålet raserer vores hjerter, æder dem op og efterlader sjælen sværtet indefra som tomten på et nedbrændt hus.

Når man er blevet udsat for en hadforbrydelse, mister man tilliden til sine medmennesker. Man bliver ikke bare mistroisk og fjern, man mister også håbet og evnen til at føle kærlighed til andre og ikke mindst til sig selv. Man går i forsvarsposition hele tiden over småting, man er bange og ensom, men man prøver at gemme det, for hvis der er noget i denne verden, som nærer hadets bål mest effektiv, så er det en sjæl, der giver udtryk for sin angst eller sin ensomhed.

Når jeg hører om hadforbrydelser, tænker jeg ikke kun på folkedrab eller racisme, men også på HC Andersens novelle “Den Grimme Ælling”. I denne historie fortæller HC Andersen os på bedste vis, hvordan had fra andre kan knække livsglæden og tilliden hos det enkelte individ, som bliver udsat for had.

I Koranen hedder det: “…at den, der dræber et enkelt menneske, for ham er det, som om han har dræbt hele menneskeheden, og for den, der redder et enkelt menneske, for ham er der, som om han har reddet hele menneskeheden…” (Surah Maida 5:32)

Måske kan man advare imod hadforbrydelserne ved at sige, at den der hader et enkelt mennesker, hader hele menneskeheden, fordi hadet er som et våben, der dræber langsomt, men som ikke bare dræber den, der bliver hadet, men også haderen selv og den del af menneskeheden, der gør som han.

Og er det ikke sådan, at den, der elsker et andet mennesker – uden fordomme og for Allahs skyld – for ham er det, som om han elsker hele menneskeheden? Kan man virkelig føle kærligheden til Gud, uden at kunne føle kærligheden til det, Han har skabt?

Jeg kan ikke sige mere om had, andet end at had i sin reneste form, skræmmer mig. Hadet i sin tavseste form er det eneste, som jeg nogensinde for alvor har været rigtig bange for. Jeg ville ønske, at jeg kunne stå imod hadet uden at ryste; omfavne tavsheden uden at kvæles, og Allah ved bedst.

Men på trods af at hadet er det tavse mørke, vil det altid savne lyset. Lad vores barmhjertighed være som lampen, der trænger mørket tilbage, og vid,  at når mørket er tættest, kalder Gud os til bøn netop gennem Sin barmhjertighed.

Den muslimske jurist og lærd imam Abu Abdallah Muhammad ibn Idris al-Shaf´i er en af grundlæggerne af de fire muslimske lovskoler. Han var en meget belært mand, som studerede under ibn Malik (der også grundlagde en lovskole), og selv om jeg følger en anden lovskole end Shaf´i, så har jeg ligeså stor respekt for ham og hans tanker, som for de fire andre lovskolegrundlæggere.

Imam Shaf´i var som sagt en kendt islamisk jurist og religiøs lærd, men mindre kendt er han for sin smukke poesi, der ligger helt på højde med nogle af islams mest kendte poeter. Hans poestiske værk Dīwān ash-Shāfiýī side.376 skrev han et berømt digt baseret på visdommen fra surah al-Hujrah. Digtet findes også i Manāqib ash-Shāfiýī of al-Bayhaqī. Min danske oversættelse gør sikkert ikke digtet videre ære, men jeg prøver nu alligevel:

Vi finder fejl i denne verden,
mens fejlene findes i os selv.
Verden er ikke fyldt med fejl,
men vi er fyldt med fejl.
Vi spotter verden uden grund.
Men hvis andre talte om os,
ville vi være samme mål for spot.
En ulv fortærer ikke sin egen arts kød,
men vi fortærer vores eget kød helt bevidst.
Vi har båret fåreklæder for at narre folk,
men ve det vilde dyr, der finder vej til os!
Vi har beskåret troen til tomme ritualer.
Og således narrer vi dem, der ser på os.

Denne verden er naturligvis den muslimske opfattelse af det liv, vi er født ind i, nemlig dunya. Dunya er det liv, vi lever,indtil vi dør, og som muslim tror vi på, at denne verdens er en illusion, en midlertidig uvirkelighed, som vi befinder os i med det formål at blive testet af vores skaber (Allah) – vælge mellem tilbedelsen eller afvisningen af Hans navn og vilje.

I surah al-Hujrah advares mennesket bl.a. imod sit eget ego og imod at “spise andre menneskers kød“,hvilket almindeligvis fortolkes som bagtaleri, mistro, sammensværgelse og løse formodninger. Imam Shaf´i-digtet beskæftiger sig med det tab, som sandheden lider, hvis vi som mennesker lader hånt om troens opfordringer, påbud og vejledninger, og selv prøver os frem. Mennesket er nemlig en del af den dunya, som vi bebor, og ved at narre andre, narrer vi kun os selv.

Sækularisterne hylder den frivilje og tager afstand fra troen og fortæller os, at vi selv kan udvikle vores etiske leveregler, men hvor meget er sådanne selvopfundne etiske regler værd, når de kan ændres efter humør, formål eller personlige oplevelser? I Danmark snakker man tit om begrebet “værdier” -hvilke værdier vil vi leve efter og hvilke værdier skal der gælde i samfundet?

Hvad er alle disse værdier i virkeligheden værd, når verden er midlertidig, og mennesket foranderligt? Selvfølgelig skal man finde ud af det samme i et samfund, og mennesket er anvist til at leve sammen, hvilket ikke altid går lige godt for sig, især ikke når folk har forskellige meninger om hvordan dette samliv skal se ud. Men det er sækularisternes store fejl, at man anser religion for at være “blot endnu en regel”, og dermed anse de religiøse ritualer for tomme handlinger, man evt foretager sig i sin fritid.

Religiøse ritualer er ikke blot handlinger i denne verden, men deres hensigt, udførelse og konsekvens vil blive videreført til den næste verden, og hvis denne verdens handlinger har været “tomme”, vil den næste verdens liv være lige så tomt.

På samme måde siger imam Shaf´i at man ikke skal kritisere andres fejl, når de udfører deres ritualer, fordi en handling er knyttet direkte til begge verdner, og fordi en handling er mere end blot det ydre ritual. Vi spotter denne verden uden grund, for vi ved ikke, hvad vi egentligt spotter og hvorfor. Vi har som mennesker ikke det fulde overblik.

Vi bliver vrede over andres handlinger, men vi kender ikke andres hensigter og formål, selv om vi ofte tror det. Så gør vi disse menensker uret.

Når vi vi gør andre mennesker uret, spiser vi deres kød. Som imam Shaf´i siger det i digtet, så ender det med, at den samme uret bliver begået mod os af andre, netop fordi vi ikke giver andre den berettiget tvivl, vi selv ønsker. Dermed bliver vores tro et tomt ritual; vi prædiker barmhjertighed og tilgivelse og forståelse, men giver ingen af delene selv. Og således narrer vi dem, der ser på os.

—————————————————————————————————————————————–

I morgen vil jeg skrive om forskellen mellem de to muslimske begreber zuhd og fana, og jeg vil med udgangspunkt i Shaf´i kritisere en hyppig fejlopfattelse blandt især sufister, om at denne verdens lykke består i at frasige sig denne verdens virkelighed.

"Walla Ho Khair Ur Razeqeen" - "Og Gud er den bedste Forsørger"

Udover selve det grafiske budskab indeholder islamisk kalligrafi ofte flere metafysiske niveauer.Man dykker ned i en verden af indsigt og visdom, hvor man opdager Allahs tilstedeværelse i selv den mindste drejning af et bogstav. Der er en mening med alt, også med de bevægelser, vores hænder udfører med en pensel i hånden.

Det er derfor, at jeg holder meget af islamisk poesi og islamisk kunst. Dog er det ganske svært at opdrive islamisk kunst i form af malerier, som ikke er simple gengivelser af trykte materialer. Der er ikke mange muslimske kunstnere i Europa, der producerer malerier efter egen inspiration til personlige og originale værker. Alle kan gengive kalligrafisk kunst, men få kan faktisk udvikle den og endnu færre bringer nyskabelse.

Ikke at jeg har ret meget forstand på kunst i det hele taget, selv efter et trimester i Islamisk Kunst og Arkitektur tidligere i år på Oxford University,  men jeg lader mig instinktivt lede gennem de ting, jeg ser og som min sjæl finder behag ved gennem mine øjne. Det kan være farven, det kan være penselstrøgene eller det kan være lyset og billedet – mit hjerte finder selv ud af, hvad der er godt.

Derfor blev jeg glad, da jeg faldt over følgende link til et islamisk online galleri, der (så vidt jeg kan tjekke) producerer og sælger originale, egne værker. Siden findes på http://www.muslimart.dk/

Poesi har jeg forsøgt mig med et stykke tid uden held, men kunst i form af tegning og maling har jeg ikke prøvet selv endnu, men har stor lyst dertil, så måske skulle jeg begynde på at prøve at tegne/male noget islamisk? Eller måske skulle jeg hellere lade være….

En drøm jeg faktisk længe har haft er muligheden for at åbne et islamisk galleri i Danmark, hvor talentfulde kunstnere kan udstille og sælge islamisk kunst, og hvor man kunne afholde islamiske kulturevents i form af poesioplæsning, islamisk salmesang (anasheed), kalligrafikurser eller andre kunstneriske udtryksformer, der beskriver de guddommelige. Der er mange talentfulde muslimer i Danmark, der kunne bidrage til sådan et islamisk kunstgalleri, og Allah ved bedst.