Jihad al-nafs 4: Tidens mark
Forleden mødte jeg Ghost Girl.
Jeg kunne kende hende på hendes skygge, idet hun havde været død længe.
Og dog holdt hun hovedet højt. Der var ingen spor af tårer i hendes brune øjne, men derimod en svag refleksion af en regnbue.
Hun sad på bredden ved siden af en flod og kiggede ned i vandet. Da jeg fik øje på hende, følte jeg et blidt vindpust bevæge hjertet, for jeg vidste, hvem hun havde været før hun døde.
“Denne dunya er midlertidig.”, sagde jeg til hende.
“Allah er barmhjertig.”, svarede hun.
Senere i mine søvnløse nætter, efter at have bedt tahajjud, og før tiden til morgenbønnen var trådt ind, tænkte jeg igen på Ghost Girl.
Hun, som af Visdommens Vogter har fået tildelt epitlet “et barns tålmodighed” sidder standhaftigt tiden ud og venter, måske tænker hun. Og jeg kan mærke tavsheden tynge hendes sjæl, men hun holder ud. Derfor beder jeg om nogle visdomsord fra hende – for at redde mig selv fra kedsomhedens kviksand. Og for at bringe et øjebliks distraktion i hendes skygge.
“Fortæl mig noget om tiden!”, bad jeg Ghost Girl.
Og som altid afslår Ghost Girl ingen bøn.
”Om tiden ved jeg kun, at livet er kort, men timen er lang.” svarede hun mig.
“Verden er allerede skabt. Allah (swt) har tænkt på alt. Vores lod er faldet, og vi må tænke os om. Vejen er begyndt, og vi fuldender vores rejse på den. Hverken sorg eller bekymringer forandrer vejens retning; bringer os kun ud af kurs og forandrer vejens beskaffenhed. Og tiden. Tiden er for os som en mark; vi høster i tid, hvad vi har sået i tid. Og af og til er tiden den ild, hvori vi brænder.”
Må Allah være gavmild med Sin barmhjertighed og skænke os indsigt gennem den tid, vi alle bliver en del af.
Dette er den sidste del af indlæggene om Jihad al-Nafs (kampen mod sjælens utilstrækkelighed).