Islamisk Eftertanke

Et svensk medicinpræparat ved navn ISLAMOFOBIL har vist sig som en yderst effektiv kur imod en af verdens mest invaliderende plager; islamofobi.

Den amerikanske islamkritiker Robert Spencer, der i disse dage af Sverigesdemokraterne var blevet inviteret til Stockholm for at fyre op under den kommende svenske valgkamp med et foredrag om “jihad”, fik således overrakt en pakke ISLAMOFOBIL af et medlem fra publikum.

Om midlet har sin ønskede virkning på den hårdt ramte Spencer, må tiden vise. I hvert fald smilede han over hele femøren og fremviste glad præparatet foran kameraet på svensk TV….

Se hele indslaget her: http://svt.se/embededflash/2067284/play.swf

I nat gik jeg ned ad stilhedens vej,
på besøg, vandrende.
Jordens fugtighed under mine fødder,
føltes som støvbelagte bjergkæder.
Men alligevel var min vej glat som byens asfalt,
vanddråber spejlede sig i månelyset,
i alle regnbuens bitre farver.
Jeg søgte.
Jeg lyttede.
Jeg spurgte.
Og den lærde gav mig 7 kundskaber;
Første kundskab
gemte sig i et nyfødt barns første skrig,
anden kundskab
lå gemt i den vilde ørns bløde fjer,
tredje kundskab
fandtes i Skaberens levende åndedrag,
fjerde kundskab
forvirrede mit åbne hjerte som berusende dampe,
femte kundskab
kom til mig i skikkelse af en brændende nøgle,
sjette kundskab
havde samme form som menneskets iboende ondskab,
“Hvorfor?”, spørger den vidende, “er den syvende
kundskab udenfor rækkevidde?”
I nat gik jeg ned ad stilhedens veje,
mens jeg lyttede til skønhedens musik.

“Folkekirkens særstatus er konkurrenceforvridende – og i øvrigt burde alle trossamfund leve op til markedsføringsloven.”

Kan man virkelig sammenligne religion med markedsmekanismer? Hvilke konsekvenser kan en afskaffelse af folkekirkens særstatus i dansk ret få for Danmark?

Tænketanken CEPOS havde inviteret stifteren af Ateistisk Selskab til en diskussion om religionsfrihed og trosliberalisme, og i sit smarte jakkesæt på tredje sal i CEPOS´s glasindrammede hovedkvarter i det indre København virker Jonathan Szpirt grangiveligt mere som en yuppie end en ung filosof.

Szpirt lagde ud med at præsentere sin baggrund. Født ind i en troende jødisk familie, desillusioneret som gymnasieelev på grund af “Guds manglende besvarelse af bønnerne” og fraværet af dinosaurer i Bibelen, for at ende som medstifter af Danmarks største ateistiske selskab, som i den forgangne weekend har holdt en international ateistisk konference på dansk jord.

Som muslim kunne jeg ikke være mere ligeglad med ateisme. Tanken om, at nogle mennesker tror, at verden har skabt sig selv gennem hvad der må betegnes som historiens heldigste tilfældighed, ligger mig lige så fjernt som afstanden mellem aldrig og altid. Men hvorfor så komme og høre ham tale?

Rødt kort til folkekirkens særstatus

Som muslim er man (endnu) et religiøst mindretal i Danmark, men er der en reel mulighed for at islam kan blive en anerkendt religion i dette land på lige fod med andre? Hvor er folkekirkens stærke og svage sider? Jeg er kommet til CEPOS først og fremmest for at høre, hvad en mulig reform af folkekirkens særstatus kan betyde for mig, og hvordan sådan en reform kunne se ud i praksis.

For Jonathan Szpirt er nemlig en mand med en religiøs mission: han vil stoppe den statslige forskelsbehandling af de forskellige religioner, især grundlovens særstatus mht. kristendommen. På sin power point præsentation, der matcher CEPOS´ blå tæpper, beskriver han de vigtigste problemstillinger for religionsfriheden i Danmark:

• Staten har forfordelt kristendommen og udråbt den til vinder af folkekirkekonkurrencen siden 1908
• Andre trossamfund kan godkendes kun efter besværlig procedure
• På grund af tomme kirker er folkekirken ikke nogen statslig økonomisk rationale
• Alle borgere er tvunget til at betale for folkekirken, også dem, der ikke betaler kirkeskat
• Folkekirken får et finanstilskud på over 1 milliard kr, og derudover 5,8 milliarder kr i kirkeskat

- blandt mange andre!

Szpirt hæfter sig ved, at folkekirkens særstatus befinder sig i konflikt med Grundlovens paragraf 68, der påpeger, at “Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen” – men at en katolsk organisation, der førte en sag hele vejen til Højesteret for at frikæmpe sig fra skattebyrden, tabte,  idet Højesteret ikke definerede skat som “personlig bidrag” . Der er to ting, man bare skal i Danmark: dø og betale skat. Folkekirken har som den eneste statslige institution monopol på dem begge.

Monopol avler modpol

Derudover kunne Szpirt fortælle os, at folkekirken har monopol på døden, fødslen og som den eneste religion et lovmæssigt krav om undervisning i folkeskolen. Det fandt han underlig: “Der er jo heller ikke noget lovkrav til at undervise i Venstre eller SF”, fastslår Szirp. “Det er statsautotiseret børneindoktrinering!”

Ikke alle tilhørerne er enige med ham der. Flere af de gæve CEPOS-folk understreger vigtigheden af at undervise i  kristen kultur. “Fint nok.”, er hans svar. “Så læg kristendommen i historieundervisningen, og fjern religion fra skoleskemaet.”

Islamkritikerne havner offside

“Jamen kristendommen er jo det etiske grundlag for dansk kultur”, pipper et tilsyneladende medlem af Trykkerifrihedsselskabet. “Kristendommen har skabt vores værdigrundlag!”

“Så der var ingen etiske værdier før kristendommen i Danmark?”, spørger Szpirt hende. “Jeg tror snarere, at de gode danske værdier er opstået PÅ TRODS af kristendommen, og ikke PÅ GRUND af kristendommen. Folkekirken har ikke patent på næstekærlighed – den eksisterede også, før Jesus blev født.”

Men hun giver ikke op: “Jamen altså, er det ikke vigtigt, at vi støtter den danske folkekirke? På grund af truslen fra islam, der vil forandre hele vores værdigrundlag?”

“Det kan da godt være, at du synes det er et problem, men i så fald skal det løses politisk. Det er ikke folkekirkens opgave at gå ud og bekæmpe andre religioner. Jeg kender kun to folkekirkepræster, der gør den slags ting, og begge fra en politisk platform.”  Spredt latter fra tilhørerne, og endnu en kulturkonservativ stemme prøver at rokke ved Szpirts argumentation:

“Hvad så med Dannebrog?”

Svaret falder prompte: “Jeg synes, det er et meget smukt flag, med sådan et kryds midt i det hele. Men jeg anser ikke korset for at være et religiøst symbol; snarere et historisk symbol. Samfundet udvikler sig, og dermed også symbolerne. Der er ingen grund til at putte kors på alle statslige symboler mere  i dag.”

Orstyreren, som er troende kristen og jævnligt går i kirke, får nu øje på det lille ateistiske emblem, som Szpirt har siddende i sit jakkerevers. “Du bærer jo selv et kristent symbol!” jubler han. Ganske rigtigt: i kampens hede er den lille ateist-sløjfe vendt på siden og forestiller nu mere en fisk – kristendommens symbol. Folk klapper spredt.

Frispark til de religiøse i CEPOS

Og sådan bølger debatten lidt frem og tilbage. Jeg er overrasket over, hvor mange religiøse mennesker, der egentligt har lagt vejen forbi CEPOS i dag. Lige fra kulturmuslimen Cherif al-Ayouti til en rødhåret og skægget økonom fra kirkeministeriet, som lægger ud med at præsentere en cost-benefit-analyse, der gerne skulle bevise, at skattepengene til folkekirken er givet godt ud:

“Folkekirken er den mest liberale institution i hele statsapparatet,”, påstår han, og giver straks de selvstændige menighedsråd som eksempel.

Szpirt afviser hans argumenter ved at påpege dobbeltarbejdet med at registrere nye og afdøde borgere. Det kunne gørs nemmere, hvis lægen eller bedemanden gjorde det, mener han. Mange skattepenge ville kunne blive sparet, hvis man nedlagde dobbeltbogholderiet med at registrere folk både i CPR-registret OG i kirkebøgerne. “Muslimer, jøder eller ateister finder det ydmygende at skulle gå til kirken for at registrere en fødsel.”

Postkasse-ordningen, hvor folk ikke mere behøver at møde op personligt hos kordegnen, er en af de første succeser henimod folkekirkens dominans på borgeregistreringsfronten, mener den unge ateist, og mange blandt tilhørerne nikker.

“Er du helst hardcore ateist eller ser du helst en multi-religiøs opblomstring?”, vil en tilhører pludselig vide.

Szprit har ikke noget entydigt svar klar. Til gengæld har han en hel liste med smarte løsninger i tasken:

“Vi skal først og fremmest udarbejde en fornuftig, politisk og neutral forfatning for folkekirken.”, siger han,

“Det var der jo oprindeligt tænkt i Grundloven”, påpeger en anden tilhører. “Men af en eller anden grund er det aldrig blevet gjort…”

En ateist har en strategi

Szpirt har flere løsninger på problemet med folkekirkens særstatus i Danmark:

“Først og fremmest skal vi udskille folkekirken fra Grundloven.”, understreger han. “Jeg vil gerne gennem skatten betale til renoveringen af taget på Roskilde Domkirke, men kun fordi det er en historisk bygning, og ikke fordi den har en religiøs særstatus i henhold til Grundloven.”

Churchill smiler ned til mig fra sit billede på CEPOS´hvide væg. Jeg ville gerne vide, om Szpirt synes det er en god idé, at man fjerner al kirkeskat og i stedet for giver enhver borger en religiøs fradragsmulighed, som man kan skænke sit eget trossamfund. Frihed og al det der….men nej; til min gru opdager jeg, at svaret til forveksling minder om Ritt Bjerregaards groteske ord fra 70erne, da Szpirt siger: “Hvis ikke alle kan få, skal ingen have.”

Den ultraliberale ateist ønsker at fjerne alle fradragsmuligheder til trossamfund OG fjerne al kirkeskat PLUS alle finanslovsbevillinger til folkekirken, som ikke indebærer bygningsarbejde. Ganske rigtig siger Szpirt, at han mener, at alle voksne mennesker er kloge nok til at vælge tro uden statens vejledning, akkurat som vi vælger politiske partier. Men samtidigt mener han også, at religion ikke skal spille nogen rolle i det offentlige overhovedet.

“Religionen skal ikke fjernes fra det offentlige rum”, siger han dog lidt senere – “men det skal gøres til en reel privatsag, hvad den enkelte tror på.”

Ateistisk forvirring eller blot en lommefilosofs overfladiske klicheer, der gentages lidt for mange gange til at give dybere mening?

Jeg ved det ikke. Szpirt forklarer ikke sine egne paradokser godt nok.

Men han har faktisk en masse gode argumenter for at ophæve folkekirkens særstatus i lovgivningen; mest af alt fordi sådan en særstatus i et liberalistisk demokrati faktisk er død-uretfærdig. Ikke mindst for de religioner og trossamfund, som IKKE har sådan en særstatus i Grundloven.

“I grund og bund er alle religioner ateistiske.”, siger han så lidt eftertænksomt. “De er ateistiske med hensyn til andre religioner.”

Der blev ikke tid til en god debat om, hvorvidt ateisme i sig selv er et paradoks, men det var heller ikke temaet for CEPOS-mødet i dag. Interessant er det dog, at jeg så småt aner et svagt jordskred mht. folkekirkens gamle rolle i samfundet.

Danmark er et dynamisk samfund, og islam er en del af den nye dynamik. I dag er der ikke mere 90 procents opbakning omkring kristendommen, og denne virkelighed må både Grundloven, politikerne og borgerne om nødvendigt forholde sig til.

“Bare fordi noget står i Grundloven, betyder det ikke, at det også er rigtigt. Grundloven kan og er blevet ændret. Den vil blive det igen.”, afslutter Jonathan Szpirt.

Det er ikke kun i VM, at bolden er givet op. Spillet om Danmark som multireligiøst eller ultrasekulært samfund er fløjtet i gang.

Islamisk kristent Studiecenter i København inviterer til et spændende tvær-religiøst arrangement med besøg af

Ghanas øverste nationale imam Sheikh Dr. Osmanu Nuhu Sharubutu

Det sker: torsdag den 17. juni kl. 19.30

En muslimsk delegation på ni medlemmer fra Ghana, under ledelse af chief imam Sharubutu er inviteret af Danske Kirkers Råd bl.a. med det formål at styrke dialog og gensidig forståelse mellem europæiske og afrikanske muslimer og mellem muslimer og kristne både i Syd og Nord.

Imamen er kendt for sit engagement i dialog og freds- og forsoningsarbejde i Ghana.

Delegationen kommer til IKS torsdag aften og vil blandt andet fortælle om kristen-muslimske relationer i Ghana. Imamen ønsker desuden at udforske muligheder for at forbedre billedet af islam i de lande, hvor der er en negativ holdning til islam. Han ser det som en islamisk pligt at række hænderne ud til venskab med ikke-muslimer.

Sted: IKS, Nørrebrogade 32, 1. sal, 2200 København N.

Sproget vil være hausa/arabisk, oversat til engelsk.

Der er gratis adgang!

• Læs mere om Islamisk Kristent Studiecenter her.
• Læs mere om imam Osmanu Nuhu Sharubutu her.
  

I islams tidlige alder var moskeen ikke kun et sted for bøn, men spillede også en social rolle i samfundet. Islam påbyder i sit grundlag både individet såvel som fællesskabet et medansvar for samfundets trivsel og udvikling, og derfor spillede moskeen i de tidlige islamiske samfund en vigtig rolle for det sociale ansvar.

Som troende og udøvende muslim er man på alle slags områder forpligtet til at deltage i både opbygning og sikring af samfundets velfærd og fremgang. Dette gælder ikke mindst omsorgen for dem, der har brug for det, men også for omsorgen for det fælles levemiljø.

I Danmark har der indtil videre kun været få eksempler på et praktiserende muslimsk, organiseret samfundsansvar. Der findes muslimske velgørenhedsorganisationer (Danish Muslim Aid, IHH-DK), som arbejder for at bekæmpe fattigdom, men dog kun i udenlandsk sammenhæng, idet reel fattigdom er ikke-eksisterende i Danmark.

Konkrete projekter efterlyses

Men på trods af et skattebaseret velfærdssystem i Danmark, findes der stadigvæk behov for organiserede initiativer, der kan afhjælpe de problemer, som fx. handikappede, ældre, hjemløse eller andre samspilsramte individer kan komme ud for i deres liv.

Det kan være konkrete projekter i form af besøgshjælp til ensomme ældre, psykisk støtte til samfundets udsatte, hjælp til selvhjælp for fx. hjemløse (gadejura, soveposer i vinterperioden), social aktivisme i form af frivilligt arbejde med sociale grupper, uddannelsesvejledning, rådgivning og lektiehjælp, kortlægning af sociale fokusområder i nærmiljøet (sociale problemer, indsatsområder), projekter for bevarelse af det fælles miljø eller konkrete tiltag for at højne folks bevidsthed om deres egen politiske, sociale eller økonomiske situation.

I Danmark er problemet generelt, at velfærdsstaten dominerer på mange af disse områder. Vi r vant til, at det er staten eller kommunen, der ordner tingene for os, og vi forventer, at “systemet” tager sig af de problemer, der kan opstå. Men på trods af verdens højeste skattetryk, synes velfærdsstaten at være mindre og mindre synlig på de områder, der før var en selvfølge. Der er således råd til at sørge for kost og logi for vores ældre, men psykisk aktivering og menneskelig kontakt er der ikke råd eller tid til.

Således har de private initiativer og den private virkelyst de sidste mange årtier været lullet i søvn af velfærdsstatens brede favn, men i takt med det offentliges falliterklæring på flere og flere områder, vækkes bevidstheden om den enkeltes ansvar hos os selv. Aldrig har lysten til frivilligt arbejde været større, og denne tendens kan man også se hos Danmarks muslimske befolkning.

Desværre er den frivillige, private indsats ikke så synlig og organiseret som i udlandet, men der er masser af inspiration at hente fra andre lande, og også hos andre religiøse samfund her i landet.

Inspiration fra udlandet

Tag nu fx. muslimsk miljøbevidsthed. Initiativtagerne bag projektet Grøn Kirke har igennem mange år arbejdet aktivt med konceptet miljørigtig gudstjeneste og adfærd; man kan fx. lade sin kirke certificere sig som miljøbevidst kirke, hvis man opfylder en række fastlagte mål. Det kunne være spændende, hvis Danmarks moskeer også kunne finde sammen i et projekt “Grøn Moské” og udarbejde et muslimsk miljørigtigt certifikat.

I Birmingham, England, er man lidt længere fremme med fx. bygningen af en grøn, økologisk bæredygtig  moské, og i Darmstadt, Tyskland, er man i gang med at ombygge byens flotte 35-årige Sultan Emir Moské til en miljørigtig drevet bygning, der skal drives af solenergi. Ingen af disse to initiativer er på nogen måde støttet af statslige midler, men er begge to udslag af private borgeres medansvarsfølelse og organiserede egeninitiativ.

I andre lande vestlige, hvor velfærdsstatens rolle er begrænset, er muslimer forlængst aktive deltagere i det organiserede frivillige arbejde. I England og Holland findes der muslimske besøgstjenester, og i USA og England har man forlængst oprettet organiserede frivillige initiativer. Fx. den i Chicago baserede Inner City Muslim Action Network (IMAN), som i løbet af mindre end 10 år har vokset sig til en vægtig medspiller på byens frivillige sociale platforme med etableringen af en række vellykkede programmer på områder som sundhedsforebyggelse, uddannelseshjælp og et hav af sociale aktiviteter for ældre, handikappede, mindrebemidlede og børn. I dag er IMAN et vellykket privat alternativ til Chicago kommunale sociale indsatsområder, dog med den forskel, at frivilligarbejdet er organiseret af moskeerne og udføres af frivillige borgere til glæde for alle.

I Danmark mangler vi sådanne frivillige, private initiativer. Fra kristen side har vi fx. Kirkens Korshær, Frelsens Hær eller Danmission, mens man fra muslimsk side kun har set sporadiske forsøg på et igangsætte sociale initiativer, fx. har foreninger Muslimer i Dialog, VIOMIS og Munida de sidste par år forsøgt sig med forskellige, men stadigvæk nærmest tilfældige, projekter til støtte af det sociale samfundsansvar.

Integration eller medborgeransvar?

Måske er den bedste metode til “integration” i virkeligheden at give sine borgere mere ansvar for samfundet, frem for at lade velfærdssamfundet stille formløse endnu flere krav i det partipolitisk kapløb om valgflæsket. Her kan netop moskeerne være en gavnlig medspiller.

Det kræver naturligvis, at moskeerne er sig bevidste om deres sociale samfundsansvar og medborgerlig indflydelse, og dette kræver både et godt kendskab til og grundig indsigt i det danske sprog og det danske politiske/juridiske system. Det Dansksprogede Islamiske Center i København, der bl.a. afholder fredagsbøn på dansk, kunne være egnet bud på sådan en muslimsk social medspiller på det samfundspolitiske område.

Hvordan kan Danmarks moskeer så i praksis styrke det sociale ansvar og dermed også medbrogerskabsfølelsen hos sine brugere?

Initiativer og ideer er der heldigvis nok af, og det samme gælder viljen hos især de unge muslimer i dagens Danmark. Men der mangler to vigtige ting, før kabalen går op, og disse to ting er:

1) bred politisk anerkendelse og medborgerlig accept af Danmarks muslimske mindretal, og

2) ophævelse af kirkeskatten til fordel for et frivilligt religionsfradrag.

Opfyldelsen af det første krav er et vigtigt politisk signal, om at den muslimske minoritet i Danmark anerkendes som en politisk, social og kulturel medspiller i det danske samfund. Her glimrer den politiske ledelse i Danmark med sit ansvasrafravær, hvor man i andre lande (USA, Norge, Tyskland) for længst gennem direkte dialog og statslig anerkendelse af de muslimske mindretal har videreformidlet en grundlæggende politisk holdning, der går ud på at man anser sit lands muslimske befolkning som ligeværdige medborgere, hvis værdigrundlag og medborgeransvar spiller en lige så stor rolle som andre af landets medborgere gør det. En inkluderingspolitik er nødvendig i Danmark.

Naturligvis gælder medborgerskabsfølelsen begge veje, men da staten (endnu) er den stærkere part i forholdey mellem samfund og individ, bør man fra statslig side tage de første skridt for at skabe tillid og motivation til at føle sig som ligeværdig medborger i det samfund, man lever i.

Det andet forslag (ophævelsen af kirkeskatten til fordel for et religionsfradrag) er et middel til at skabe økonomisk uafhængighed og det finansielle grundlag for hjælp til selvhjælp. I dag kan danske borgere nok fravælge kirkeskatten og selv vælge at yde tilskud til diverse religiøse eller frivillige organisationer, men ved fravalget mister man også de skattemæssige fordele, kirkeskatten giver. I stedet for bør man afskaffe den grundlæggende kirkeskat og erstatte den med et religionsfradrag, hvor man årligt skattefrit kan overføre et vist beløb til et anerkendt trossamfund i landet. Beløber kan passende følge kirkeskattens grænseværdier eller fastlægges af Folketinget hvert år; vigtigt er blot, at den enkelte borger kan forvalte sine egne penge og dermed hjælpe det frivillige, religiøse arbejde efter egen evne og eget ønske.

Med disse to tiltag vil moskeerne i Danmark kunne etablere bedre platforme til organiseret frivilligt ansvar, og i sidste ende kan sådanne private initiativer skabe både følelsen af medborgerskabsansvar, såvel som gavne et allerede skattebelastet Danmark gennem det frivillige sociale arbejde for egen regning.

Jeg er fast overbevist om, at det muslimske frivillige arbejde i Danmark om ikke så mange år vil nå et omfang, der vil ligge på linje med de kirkelige sociale initiativer. Moskeerne og de muslimske frivillige foreninger vil da spille en mere aktiv rolle i samfundet til fælles bedste. Den næste julekurv, der bliver uddelt til trængende familier, vil måske snart indeholde halalslagtet and og økologisk rødkål og blive uddelt i den lokale moské til muslimske højtider.

Ifølge Bukhari har Allahs budbringer (Allahs fred og velsignelser med ham) sagt til hans følgesvend Umar ibn al-Khatab (må Allah være tilfreds med ham): “Aldrig møder man Shaytân i én dal, uden at han drejer af til en anden.”

Denne indsigtsfulde visdom fra den bedste af alle Allahs menneskelige skabninger er meget passende for den situation, jeg i den sidste tid har oplevet og befundet mig i. Ofte har jeg syntes, at jeg havde de bedste intentioner, og det inderligste ønske om at gøre det gode, og alligevel endte jeg med at smadre alt det, jeg holdt af, alt det, jeg ville gøre godt. Hvordan kan man bryde Shaytâns cirkel og undslippe den fastlåsthed, som holder ens liv fanget i et repeterende mønster, som bringer smerte til en selv og ikke mindst til andre?

Gennem en levende drøm fandt jeg svaret: dét, Shaytân i sandhed frygter mest, er sandheden selv.

Når jeg kigger tilbage på mit liv, kan jeg se sandheden som et slør, der har dækket hjertets udsyn. Ikke altid er dette slør af det onde; af og til prøver man at beskytte hjertet fra for meget lidelse, og derfor dækker man det med et beskyttende slør – med tiden bliver dette slør koldt og stift og forvandler sig til is, pakker hjertet ind i isnende kulde. Og pludselig en dag finder man en isklump i sin sjæl, i stedet for et hjerte.

Den danske digter HC Andersen forstod dette dilemma ganske udmærket og beskrev det i indledningen til sit smukke eventyr “Snedronningen”. Sandheden er i virkeligheden et troldspejl, som viser vores inderste væsen, og hvis stumper i  smadret tilstand borer sig i vores hjerter og vores øjne og forvandler vores hjerter til is.

På det sidste har jeg reflekteret meget over mit liv, og det er som om sandheden nogle gange er som solens varme stråler, der smelter al is og lader dét vokse op, som har ligget gemt under sneen i vinterens kulde. Og andre gange er sandheden som en tordnende flod, der bruser imod os, slår benene væk under os, vælter os, river os med strømmen og til sidst drukner den, der søger sandheden.

Intet menneske er et monster; vi er alle skabt af den Ene med et perfekt og godt formål. Dybt inde i os alle sammen spirer kærligheden og ønsket om at opfylde Allahs ønsker til os på den bedste måde. Og dog lever vi ofte i skyggen af vores eget ønske om barmhjertighed. Der er situationer i vores liv, hvor vi tror det er bedst at skjule sandheden, for nogle gange synes vi at sandheden er som en slagters kniv, der får blodet il at flyde, og ingen af os ønsker at spise vores broders kød eller skære i vores broders sjæl. Men at skjule sandheden er alligevel er fatal fejl.

For, gennem at skærme sandheden fra sjælen med vores mange slør, spærrer vi sjælen inde bag mure af forkerte intentioner. Efterfølgende må vi bittert realisere, at filosofferne havde ret, når de advarede os ved at fortælle os, at mennesket er og bliver sin egen karakters værste fjende. Enhver kamp, vi kæmper, udkæmper vi mod os selv.

Mit liv har også lært mig, at sandheden ikke er gratis. Den har sin alt for dyrebare pris, og desværre har vi ikke alle råd til at betale for sandheden.

Enhver religion har sine grundsten. I islam består grundstenene af en god karakter, siger Allahs budbringer (Allahs fred og velsignelser med ham). Så vi faster, vi beder og vi ihukommer ham, prøver at være ydmyge, gavmilde, medfølende og retfærdige. Vi prøver at være modige, samtidigt med at vi skal frygte Allah, den Ophøjede.

Men intet menneske er en ø i sig selv, og det er gennem det daglige samspil med andre, at vi som fremmede i dette liv bliver konfronteret med sandheden – og så er det, at man opdager, at sandheden er i stand til at æde hjertet op indefra.

Hvordan beskytter man sig så imod sandhedens smerte?

Måske består sandhedens paradoks af at man bedst undgår sandhedens smerte ved at udholde den selv?

Eller måske er løsningen på smerten, at man lader sandheden smelte hjertet, på samme måde som solens varme stråler smelter isbjerge. Og måske består de tårer, der finder vej gennem vores øjne, af resterne fra det massive isbjerg, som vi bærer indeni os. Er sandhedens varme en forsmag på helvedes flammer, eller blot Allahs måde at beskytte os imod kulde på?

Selverkendelse og sandhed får dette isbjerg til at forlade os, og resultatet er varme tårer og en følelse af tomhed, men renhed.

Livet er ikke altid nemt, og man kan synes at udkæmpe mange kampe forgæves. Så føler man, at man drukner i smeltevandet, bare ikke udefra, men indefra. Og det er ikke lungerne, der fyldes med vand, men derimod hjertet og sjælens vinduer, som vi kalder øjne.

Det kræver nogle gange et smertefyldt mod at se sandheden i øjnene, også selv om vores tårer slører udsynet. Når vi så i enkelte, barmhjertige, men korte, øjeblikke kan se klart, ser vi et glimt af den skønhed, som vi higer så meget efter. Det er derfor, at Shaytân frygter sandheden mere end noget andet; derfor skaber han troldspejlet, for at skræmme os fra sandhedens ansigt.

Der er ikke mange ting, vi kan tage med os fra dette liv mod det næste. men bevidstheden om at være i stand til at kigge sandheden i øjnene er noget af det mest værdifulde, som vi kan lære i vores – til tider usle – liv i denne verden.

Lad os da altid møde sandheden med åbent ansigt og udvidet bryst. Sandheden kan da have form af en gylden regnbue over en endeløs flod, eller den kan have form af et altædende monster af mørke, men vi bør bestræbe os på at møde begge dele med lige store portioner af taknemmelighed over for Allah, den Ophøjede.

I sidste ende er alt, hvad Han har skabt, godt. Også de ting, der nedbryder os.

I de skandinaviske lande har det gennem mange år været en fast tradition, at den kristne ungdom tilbragte pinsen i den smukke natur ved at afholde såkaldte “pinselejre” med fællesaktiviteter i form af sang, bøn, sport og debatoplæg.

Den forgangne weekend havde jeg fornøjelsen af at deltage i en sådan pinselejr i en af KFUM og KFUK´s vedligeholdte lejre i Lunde i det naturskønne Norge. Blot med den forskel, at pinselejren i Lunde ikke var organiseret af kristne, men af muslimer.

Mere end 100 norske og svenske muslimer tilbragte en forlænget weekend med naturoplevelser, sport, bøn, debat og mange andre fælles sociale og åndsberigende aktiviteter. De fleste af deltagerne var unge muslimer mellem 13 og 20 år, mens omtrent 20 voksne muslimer havde ansvaret for organiseringen og aktiviteterne, men som morede sig akkurat lige så meget som de unge.

Årets muslimske pinselejr var organiseret af den norske organisation UngMuslim i samarbejde med Islamisk Råd Norge, finansieret af en skandinavisk velgørenhedsstiftelse med deltagelse af medlemmer fra foreningen Sveriges Unge Muslimer. Det overordnede emne for pinselejren var “Forbedring af sin Karakter og sin Opførsel i Lyset af Surah al-Hujurat”.

Personlig udvikling og styrkelse af moral

Netop denne åbenbarede vejledning fra Koranen i samspil med andre åbenbaringer og Profetens sædvane og ytringer, var pinselejrens omdrejningspunkt i alle aktiviteter. Lejrens organisatorer lagde vægt på, at især foredrag og debatmøder, drejede sig om opbygningen af en moralsk karakter og en samfundsgavnlig personlighed. Umiddelbart kunne man tro, at dette emne ville afskrække de unge muslimer, der måske ville føle emnet som overdrevent belærende eller moraliserende på den irriterende måde. Men dette var langt fra tilfældet!

Flere af de unge deltagere havde selv forberedt små oplæg til foredrag og halaqa (muslimske studiekredse), hvis indholdsmæssige emner lagde sig tæt op ad surah al-Hujurats vejledning for god opførsel. De unge havde selv indenfor det overordnede tema valgt de emner, der interesserede dem personligt og forberedt små præsentationer, fx.om at bagtale hinanden eller om Profetens livsførsel (Allahs fred og velsignelse med ham). Dermed fik man styrket sine evner til at tale foran andre, tilrettelægge en præstation og til at tage ansvar for egen indlæring.

En række udenlandske foredragsholdere gav en række længere oplæg om både surah al-Hujurat, Profetens personlighed, Imam Nanawais 40 ahadith om muslimske karakter og om hvad andre muslimske ungdomsorganisationer i Skandinavien gjorde for at blive gode og nyttige samfundsborgere som Profetens følgesvende i den tidlige del af islamisk historie.

Sportsaktiviteter og åndelige udfordringer

Udover debatoplæg, forelæsninger og halaqa fik de unge også rig mulighed for at bruge krop og ånd i den norske natur. Med skov, fjord og fjeld lige foran indgangsporten af Lundelejren prøvede de unge både at løbe orienteringsløb, svømme, fiske, boldspil, kickboxing, cykelløb, dart og bueskydning. Der blev også spillet skak, Gæt og Grimasser og holdt masser af quiz, mens man ventede på maden.

I løbet af hele lejrforløbet havde de unge også ansvaret for lejrens praktiske opgaver som fx. oprydning, rengøring, madlavning og aftenunderholdningen. I Norge spiser man frokost om morgenen og lunsj til middag, og middag og kvällsmat om aftenen, så alle fik mad fire gange om dagen – ikke en eneste af de unge teenagere brokkede sig over maden, logien eller de praktiske opgaver, hvilket må være et religiøst mirakel i sig selv!

I det hele taget herskede der en fantastisk stemning af broderskab og gensidig omhu. Drilleri, mobning eller skænderier var stort set ikke eksisterende; de ældre hjalp de yngre, og alle var meget omhyggelige med at inddrage andre i de fælles aktiviteter – ingen blev til grin eller frosset ude.

Religionen i centrum

Omdrejningspunktet for alle aktiviteterne var naturligvis de fem daglige bønner, samt de efterfølgende dhikr (ihukommelses)-læsninger, der alle foregik i en frie natur, og selv et par regndråber ikke afbrød samtalen med Gud.

Ingen var for ung eller for uvidende til at dele sin egen viden og sine egne oplevelser eller søge inspiration hos de andres viden og oplevelser. Man mærkede, at også de helt unge blev taget alvorligt, fordi det var ikke kun de voksne, der holdt foredrag og de unge, der lyttede og tog noter. Således holdt en ung somalisk dreng på kun 13 år en hel prædiken omkring styrkelsen af troen, hvorefter han ledte bønnen foran alle de voksne; han kunne i øvrigt Koranen udenad på perfekt arabisk!

Kvinder og mænd på Lundelejren respekterede gensidigt hinandens viden, idet både mænd og kvinder holdt debatoplæg og foredrag med hinanden som ligeværdige diskussionspartnere og respektfulde tilhørere.

På Lundelejren oplevede jeg en følelse af sandt religiøst broderskab og islamisk optimisme, som jeg ikke har oplevet mange andre steder før. Kombinationen af både åndelige og fysiske aktiviteter, naturens umiddelbare nærhed og den praktiske oplevelse af religiøst broderskab var de tre ting, som gjorde Lundelejren til en succes.

Måske vil Danmarks muslimer til næste år deltage i Lundelejren sammen med deres svenske og norske brødre og søstre og derigennem finde inspiration til et fremtidigt samarbejde for Allahs skyld.

Det er sundt både for krop og sjæl, at man med jævne mellemrum forlader storbyens hektiske dagligdag med alle dens materielle udfordringer, og søger retræte i naturen for at fokusere på det religiøse, og dermed åndelige. På denne måde kommer man i balance med sin egen sjæl og kan sætte sit verdslige liv i perspektiv til det spirituelle.  Lundelejren gav muligheden for præcis dette.

I dag fejrer man mange steder verden over Mors Dag. En sådan speciel dag findes ikke indenfor islam, da sådan en mærkedag ville blive betegnet for bidá (nyopfindelse), og derfor vil man ikke ihukomme dagen i dag ud fra en islamisk kontekst.

Men moderen har ud fra islamiske regler og islamisk praksis en ganske særlig status.

Som udgangspunkt understreger islam respekten for og kærligheden til ens forældre. I åbenbaringerne hedder det således: “Tilbed Allah, og sæt intet ved Hans side, og vær gode imod jeres forældre...” (4:36) – det vil sige, at opfordringen om at behandle sine forældre med venlighed står umiddelbart lige efter påbuddet om at tilbede Allah, den Ophøjede. Denne rækkefølge forekommer temmelig ofte i Koranen:

“Din Herre har bestemt, at I ikke må tilbede andre end Ham og skal være gode mod jeres forældre. Hvis den ene eller begge når en høj alder under dit tag, må du ikke vrisse ad dem og skælde ud, men skal tale ærbødigt til dem! Sænk af barmhjertighed ydmyghedens vinge over dem, og sig: “Herre, forbarm Dig over dem! Det er, som da de opdrog mig som lille!” (17:23-24)

Den store islamiske lærde Abu al-Faraj Ibn Al-Jawzî forklarer ærbødigheden overfor ens forældre på denne måde:

“At være venlige over for ens forældre betyder: at adlyde dem, når de beder dig om noget, medmindre de beder dig om noget, som Allah har forbudt; at prioritere deres ønsker over eget ønske om frivillig tilbedelse; at afstå fra det, de forbyder dig; at forsørge dem; at tjene dem; at komme til dem med blid ydmyghed og barmhjertighed; ikke at hæve stemmen foran dem; ikke at nedstirre dem (i vrede); ikke at give dem øgenavne, og at være tålmodige med dem. (Ibn al-Jawzî, Birr al-Wâlidayn)

Koranen understreger en moders besværligheder i forbindelse med sine anstrengelser for at sørge godt for sit barn, og påbyder derfor den troende at gengælde hendes opofrelse. I Koranens surah Luqmân hedder det: “Vi har pålagt mennesket at være gode mod sine forældre, for hans moder bar ham gennem besvær efter besvær, og det tog to år at afvænne ham (fra amningen): “Vær taknemmelig mod Mig og mod dine forældre! Hos Mig ender alting.” (31:14)

Og i en anden surah er påbuddet om at ære sin moder og gengælde hendes opofrelse endnu tydeligere:

“Vi har pålagt mennesket at være god mod sine forældre. Hans moder bar ham med besvær, og hun fødte ham med besvær. Svangerskabet med ham og afvænningen af ham tager tredive måneder. Han vokser indtil sin manddoms alder og er blevet fyrre år, og siger: “Herre! Hjælp mig til at være taknemmelig for den nåde, som Du har vist mig og mine forældre, og til at handle ret, til Dit velbehag! Giv mig held med mine efterkommere! Jeg omvender mig til Dig. Jeg er en af muslimerne.” (46:15)

Moderen før faderen

Islamisk praksis tillægger et menneske at udvise større taknemmelighed og respekt for sin moder end for sin fader; dette ses gennem det faktum, at moderens rolle og opforelse beskrives med større eftertryk end faderens rolle. Det ses også gennem talrige af Profeten Muhammeds egne ytringer (Allahs fred og velsignelser med ham).

Ifølge en stærk overlevering af Mazhari, skulle Allahs budbringer (Allahs fred og velsignelser med ham) have sagt: “Gør det gode og tjen din moder; derefter din moder; derefter din moder; derefter din fader, derefter de nære slægtninge og så dem, der kommer derefter.”

Ifølge Bukhâri kom der engang en mand til Profeten (Allahs fred og velsignelser med ham) og sagde: “Oh, Allahs budbringer! Hvem blandt menneskeheden fortjener mit selskab mest? Han svarede: “Din mor.” Så spurgte manden: “Derefter hvem?” Så svarede han. “Din mor.” Så spurgte manden: “Derefter hvem?” og profeten svarede igen: “Din mor.” Manden spurgte så: “Derefter hvem?” Så svarede han: “Derefter din far.” (Sahîh Bukhârî 5971 and Sahîh Muslim 7/2)

Nogle islamiske lærde har fortolket denne hadith til at mene, at respekten og taknemmeligheden til ens moder bør være tre gange større end respekten og taknemmeligheden til ens fader.

Men den måske vigtigste grund til at ihukomme sin mors besværligheder og skænke hende sin største verdslige kærlighed og taknemmelighed findes nok i en af Profeten Muhammeds aller mest kendte udsagn, må Allah give ham fred og velsignelser:

“Paradis findes under din mors fødder. “[Musnad Ahmad, Sunan An-Nasâ’i, Sunan Ibn Mâjah]

Således er det tydeligt, at islamisk praksis tillægger moderen en ophøjet rolle blandt alle familiemedlemmerne, og at man som muslim har en meget vigtig forpligtelse til at udvise respekt og taknemmlighed for ens mor, og at dette er en af de krav, som Allah, den Ophøjede, stiller til os i vores verdslige liv.

Da den kendte muslimske sanger Sami Yusuf for nyligt besøgte Danmark og gav koncert i Farum Arena, var “Mother” en af de sange, der bevægede tilhørerne mest. Nedenfor en gengivelse af denne smukke sang:

I anledningen af Store Bededag afholdt det Dansksprogede Islamiske Center i dag 30. april Store Fredagsbøn i Korsgadehallen på Nørrebro i København. Omkring 350 troende mænd og kvinder kunne lytte til imam Abdul Wahid Pedersen prædike om det gode naboskab som en del af gudsfrygtigheden.

Traditionen tro blev dagens store fredagsbøn også transmitteret på DR1. Klik på DETTE LINK for at lytte til både den smukke adhân (bønnekald) og den efterfølgende prædiken.

I øvrigt afholder det Dansksprogede Islamiske Center fredagsbøn på dansk hver eneste fredag i København. Det foregår i centrets lokaler på Nørrebrogade 32, 1. sal klokken 13.30. Alle er velkomne og der er plads til både brødre og søstre.

Den danske konvertits enkle grav

I dag besøgte jeg Vestre Kirkegård i København for at gå en tur på de muslimske begravelsespladser dér. Jeg har kun en gang været derude før; det var i forbindelse med vandaler, som havde smadret flere af gravstenene for nogle år siden, og jeg var taget derud for at dokumentere ødelæggelserne, før jeg skulle interviewe daværende kirkeminister Bertel Haarder om hans holdning til ødelæggelserne. Dengang havde jeg travlt og et konkret mål med besøget, og det var mørket, så jeg brugte ikke meget tid.

Men i dag havde jeg rigelig med tid til at kigge nøjere på gravene. Det er sådan, at når en muslim besøger en begravelsesplads , så sker det med henblik på at reflektere over livet og døden (akhirah). Før man træder ind på begravelsespladsen, læser man al-Fatiha, som er første kapitel af Koranen. Jeg gik egentligt derud af ren og skær kedsomhed og en del nysgerrighed.

Men kort efter min ankomst fik jeg det faktisk dårligt; jeg fik kvalme og blev svimmel uden nogen synderlig grund, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt berørt af at se gravene. Især de mange børnegrave gjorde et stort indtryk på mig; modsat alle muslimske regler havde slægtninge lagt små gaver på nogle af børnegravene; bamser, forgyldte sutter, små fugle-figurer, blomster, legetøj. Andre grave var smukt udsmykkede med en lille bænk eller koranvers på en blankpoleret marmorsten; andre grave var meget simple med kun navn og dato. Der var friske grave, hvor jorden var i færd med at falde sammen på grund af den nylige begravelse. Der var gravsten på arabisk, tyrkisk, bosnisk, urdu, farsi, dansk.

Der var også grave for nogle danske muslimer. Især en specifik grav gjorde stort indtryk på mig; det var en ældre kvinde, som var konverteret til islam en måned, før hun døde. Jeg tænkte på Allahs barmhjertighed; hvordan denne kvinde fik mulighed for at omfavne islam og leve som muslim en eneste måned. Danmark er et lille samfund, og muslimer er en overskuelig minoritet i dette land; derfor var en del af navnene på gravstenene mig bekendt. Dén familie kender jeg, og dén familie kender jeg….men graven med den ældre danske muslim kendte jeg ikke.

Hvem var hun; den ældre kvinde, der valgte den Rette Vej så kort tid før Allah kaldte hende til sig? Hvad fik hende til at konvertere til islam? Hvordan døde hun? Og ikke mindst: hvad er der blevet af hende og de andre mænd, kvinder, børn, som lå under mine fødder i den kolde jord; den jord, der var ved at vågne op til endnu et blomstrende og smukt forår?

Hvordan opleves det af den døde at være vidne til at buske og træer springer ud; fuglene synger, solen skinner, mens man ligger begravet og folk går hen over ens gravsted? Hvem var Dagny Larsen; hvilke gerninger udførte hun, og hvor er hun nu?

Hvad lavede jeg selv i foråret 2006, da denne danske kvinde fandt islam og blev taget tilbage til sit oprindelsespunkt hos Allah, den Ophøjede? Jeg kunne ikke huske det.

Det er Profetens sædvane, at man under sit besøg på gravpladser beder en særlig bøn, hvis oversættelse lyder således: “Fred med jer, oh indbyggere på gravpladsen, troende og muslimer! Må Allah vise barmhjertighed mod dem, der er taget forud os, og som kommer efter os; sandeligt vil vi, om Gud vil, følge jer.”

Resten af dagen var jeg i et underligt trist humør; alligevel tror jeg, at det er sundt og godt at vi mennesker forlader vores travle, verdslige hverdag en gang imellem og ihukommer døden. Må Allah (swt) have barmhjertighed med indbyggerne på den muslimske begravelsesplads på Vestre Kirkegaard og tage vel imod dem. Vi kommer fra Allah, og til Ham vil vi tage tilbage.